Privatliv
Privatlivspolitik for appen Sodalis
Kort fortalt
Sodalis er en lukket klub-app. Vi gemmer det, der skal til for at få klubben til at fungere i appen. Ikke reklamer, ikke sporing og ikke salg af data.
Hvad vi gemmer
- Din e-mailadresse — den er dit login og knytter dig til dit medlemskab.
- Dit navn — som klubben kender dig.
- Dit telefonnummer, hvis du eller klubbens administrator har skrevet det ind.
- Et login-id fra den vej, du kom ind ad — logger du ind med Apple eller Google, giver de os et id, der siger «samme mand som sidst». Det er hverken din adresse eller noget, vi kan skrive til; det er dét, der gør, at du beholder din klub, selv om din mail skifter. Bruger du «Skjul min mail», ser vi kun Apples viderestillingsadresse.
- Klubbens indhold — arrangementer, opgaver, beskeder, dokumenter og lignende, som medlemmerne selv lægger ind. Det kan kun ses af medlemmer af samme klub.
- Invitationer — når en administrator inviterer en person, gemmer vi det navn, den e-mailadresse og det telefonnummer, administratoren skriver, sammen med invitationen. Det gælder også for personer, der endnu ikke bruger appen.
- Dine enheder — for hver telefon, du er logget ind på: telefonens modelnavn, hvornår den sidst blev brugt, og, hvis du har slået notifikationer til, den adresse (push-token), Apple giver os til at sende notifikationer til netop den telefon.
- Anmeldelser og blokeringer — anmelder du indhold, gemmer vi, hvad du anmeldte, og din eventuelle begrundelse. Blokerer du et medlem, gemmer vi det, så blokeringen følger dig.
Hvad vi ikke gør
- Ingen annoncer og ingen tredjeparts-sporing eller -analyse.
- Ingen placering, kontakter, billeder eller andet fra din telefon ud over det, du selv aktivt lægger ind.
- Vi sælger aldrig oplysninger og deler dem kun med de databehandlere, der driver appen: Cloudflare (hosting), Resend (e-mail, EU-region) og Apple (Apple Push Notification service, der leverer notifikationer til din telefon).
Notifikationer
Appen spørger først om lov til notifikationer, når du selv trykker på det. Siger du ja, sender vi en notifikation gennem Apple, når et nyt arrangement bliver oprettet i din klub (arrangementets titel og dato), og når en dag i et arrangement bliver åbnet (arrangementets titel og dagens navn eller dato). Apple modtager teksten og din telefons push-token for at kunne levere den. Slår du notifikationer fra i telefonens indstillinger, viser telefonen dem ikke. Logger du telefonen ud eller sletter du appen, holder vi op med at sende til den.
Login
Login håndteres af vores egen server hos Cloudflare. Du kan bruge engangskode på e-mail, Apple, Google eller en passkey. Vi ser aldrig en adgangskode — der findes ingen. Engangskoder sendes via Resend fra klub@sodalisapp.com.
Hvor data ligger, og hvor længe
Klubbens data og din login-konto ligger hos Cloudflare i EU-regionen.
Din konto — navn, e-mail, telefonnummer, login-id, passkeys og enheder — bliver liggende, indtil du selv sletter den i appen. Det gælder også, hvis du melder dig ud af klubben eller bliver meldt ud af en administrator: medlemskabet lukkes, men kontoen slettes ikke af sig selv.
Klubbens indhold bliver liggende, så længe klubben findes. En klub med højst ét aktivt medlem, hvor der ikke er sket noget i 30 dage, varsles med en mail til klubbens administrator og slettes 90 dage senere, hvis der stadig ikke sker noget. Når en klub slettes, slettes alt dens indhold, dens invitationer og dens medlemskaber, og konti, der ikke er medlem af en anden klub, slettes med.
Andre klubber slettes, når klubbens administrator beder os om det på support@sodalisapp.com.
En invitation, der ikke er taget imod, gælder i 90 dage. Når den er udløbet eller trukket tilbage, sletter vi den — med navn, e-mail og telefonnummer — ved den daglige oprydning. En invitation, der er taget imod, bliver liggende hos klubben, indtil personen sletter sin konto eller klubben slettes.
Slet din konto
Du sletter din konto i appen — under Dig › Slet konto. Du skal ikke skrive til nogen for at få det gjort.
Vi sletter dit navn, din e-mail, dit telefonnummer, dine passkeys og alle dine enheder (de sessioner, appen bruger til at holde dig logget ind, med deres push-tokens).
Vi fjerner også navn, e-mail og telefonnummer fra de invitationer, du kom ind med, og fra alle invitationer sendt til dine adresser — også i klubber, du ikke er med i. En invitation, der stadig venter, trækkes tilbage. En engangskode, du har bedt om og ikke brugt, slettes.
Loggede du ind med Apple, fjerner vi også Sodalis fra din Apple-konto. Kan du stadig se Sodalis under Log ind med Apple i din iPhones indstillinger, kan du fjerne den dér.
Det, du har skrevet i klubben — beskeder, opgaver og referater — bliver stående som del af klubbens fælles historik. Dit navn fjernes fra det: der står «Tidligere medlem», og forbindelsen til din person er skåret over.
Er du den eneste administrator i en klub med andre medlemmer, skal du udpege en anden administrator først — ellers står de tilbage uden nogen, der kan lukke folk ind.
Dine rettigheder
Du kan få indsigt i og rettet de oplysninger, vi har om dig. Sletning gør du selv i appen, som beskrevet ovenfor. Har du brug for noget andet, så skriv til support@sodalisapp.com, og vi svarer uden unødig forsinkelse.
Vi behandler oplysningerne for at kunne levere appen til dig (GDPR art. 6, stk. 1, litra b). Er du utilfreds med vores behandling, kan du klage til Datatilsynet — datatilsynet.dk.
Sodalis er dataansvarlig for din login-konto (e-mail og navn). For klubbens indhold — arrangementer, dokumenter, beskeder — er klubbens administrator dataansvarlig, og Sodalis er databehandler (se betingelserne).
Dataansvarlig: MiltonConsult ApS (CVR 43322052) · support@sodalisapp.com · Senest opdateret 22. september 2026
